En efterårstur til Mors

Havde længe haft lyst til at tage til Mors. Er ret vild med at gå, og samle forsiler- mest søpindsvin. Man går ved havet, og har fokus på at finde noget spændende.. Total hjerne-flow! Havde narret Morten med derover, og vi havde planlagt at overnatte i Shelteret ved Mors museum, hvor der var en smuk udsigt over Limfjorden.
Link til shelteret: http://museummors.dk/skarregaard/shelter/

Jensen tænder piben ved ankomsten.

Vi havde indlagt en lille ny happening. Vi havde medbragt 6 forskellige øl, som vi skulle smage og give karakter ud fra forskellige ting som smag, duft, pris udseende mm. Så mens vi tog den første øl, tog vi en hurtig snak om, hvilken rute vi skulle gå. Vi ville have lidt kilometer i benene, men samtidig også ligge vægt på hygge. Så vi planlagde en tur, der nok ville være på  ca 10- 12 km. Vi fulgte en natursti, og da vi havde gået der et par km, drejede vi af stien, og satte kursen lige mod stranden. Da vi ramte de første sten, faldt mit syn lige ned på det første stykke at et søpindsvin. Vi gik et par kilometer, og så kunne jeg ikke holde mig af baljen længere. Jeg havde tænkt på det lige fra starten, og lad det være sagt med det samme- det var røv koldt! Men det endorfin-kick man får efter en tur i baljen.. Det er jeg blevet dybt afhængig af! 

Samler kræfter til det kolde gys.

Efter lige og have sundet mig lidt, gik vi videre. Desværre havde jeg ikke fået børstet fødderne helt fri for sand, og en vabel gjorde stille- men sikkert- sikkert sin entre. Heldigvis havde jeg tykkere sokker med, men skaden var sket, så jeg måtte æde smerten i mig. Sokkerne tog dog det værste. Efter et par km mere på stranden, gik vi mod moler-museet. Desværre fandt jeg ingen hele svin, men stødte dog på et par dele mere.

Turens svin.

Da vi nåede moler-museet, tog vi en øl mere, og snakkede lidt frem og tilbage, om vi skulle ofre 70 kr pr snude, på at se fossilerne på museet, eller om vi skulle gå videre. Vi blev enige om, at tage en tur på museum. På museet var en vældig fortællelysten arkæolog, som virkelig vidste en masse om fossiler. Jeg er sgu lidt vild med den slags mennesker.. Nogen der bare har nørdet fuldstændig igennem, inden for et eller andet område. Jeg mener amerikanerne kalder det "Whatever makes you rock". Denne mand med busket hård fortalte og fortalte. Og da jeg havde fundet en sten på stranden, som jeg synes var flot og speciel, viste jeg den til "Hvorfor-uglen-i-hulen-manden". Den var sort i midten, og grå i toppen og på bunden. Han forklarede at det var fra et gammelt vulkanudbrud, og at det sorte i midten var æske fra lavaen. Vi takkede for fortællingerne, kiggede lidt mere på forsiler, og gik derefter tilbage mod shelteret. Vi manglede jo stadig vurdere 4 øl. Jeg kan allerede nu røbe, at vinderen blev... Lottrup! En øl til 10 kr fra føtex, med et strejf af grapefrugt. Morten raidede den lige så højt som to af de andre øl, jeg havde den som en klar vinder!

Øllerne fra konkurrencen linet op foran shelteret.

Da vi kom tilbage til shelteret, gik vi igang med at lave bål. En meget kælen kat, gjorde sin entre ved da duften af aftensmaden (paprikasuppe fra Mou), der så småt begyndte et sprede sig fra trangia-gryden. Vi faldt pladask for dens charme, og gav den noget suppe. Men da den var mæt, skred den igen på bedste kattemanér. Dan havde fået det den kom efter, og vi kunne rende den lige der, hvor den var højest når den plukkede jordbær! Mørket begyndte at falde på, og da jeg havde lovet Morten, at han måtte prøve min ravlygte, begav vi os ned mod stranden. Vi troede vi havde gjort det store scoop, da vi kom hjem med to ting, som havde skinnet flot op i mørket. Ved lidt nærmere research, fandt vi dog ud af, at det ikke var rav- men vættelys der var gået i fælden.

Stumper af vættelys. Ca. 670 mil år gamle.

Vi tog tilbage til shelteret, satte os ved bålet, og hørte lidt fodbold fm. Vi faldt i søvn, stod forholdsvist tidligt op, og drog mod det nordjyske. En hyggelig tur var ovre. Jeg er snart at finde på disse kanter igen tror jeg. På en alenetur, hvor jeg nørder fuldstændig igennem på de søpindsvin!

Den hemmelige invitation.

Uddrag fra romanen "Gøgeunge" af Steffen Meyer Christensen

"Stefan var en glad mand denne anden weekend i September. Hans søn var taget på vandretur, med vatnisserne, og sønnike havde selvfølgelig spurgt ham, om han kunne blive hentet, når de andre ville til at sove. Men denne gang havde Steffen været hurtig.. Som skidt fra en spædekalv, havde han løjet om, at de fik gæster den aften, så han desværre ikke kunne hente ham. Steffen havde selvfølgelig ikke fortalt konen om sin lille løgn. Hun ville bare have flippet helt ud, og hentet knægten med de smukke fødder. Sønnike havde ganske vist ringet og ville hentes næste morgen, men det var trods alt en succes, at han havde overnattet i et shelter. Faktisk kunne knægten havde fået et lift, men manden der lignede baloo, var vist blevet så fuld, og træls at høre på, at han i stedet havde valgt at ringe efter sin far. Men Rom blev vel heller ikke bygget på en dag. Da ham og konen nærmede sig Barholthytten, vinkede de til den lange elendighed, som sønnike havde været på tur med før. Og han GIK sgu hjem.. Steffen fik en lille klump i halsen.. Måske ville hans søn en dag blive fuldstændig selvhjulpen, og uafhængig af sine forældre? Så var der måske alligevel ikke mosevand i sprøjten på Steffen Meyer Christensen..?"

For et stykke tid siden, dumpede der en hemmelig invitation ind ad brevsprækken. På den var der ingen afsender, men der stod, at man skulle møde op ved Ugilt kirke d.9 september kl.9.30. Der var desuden et vikingevers der på. Googlede man det, fandt man hurtigt ud af, at det var hentet fra en skole/fritidsordnings-portal, og pilen pegede derfor på Morten. Han forsøgte efter bedste evner at benægte, men det var han ikke så god til, så han krøb til korset. Efter lidt pres, kom det frem, at Fowly også var inde over.
Dagen før vi skulle af sted, fik vi en sms om, at vi istedet skulle mødes i Hals. Også her havde han dummet sig lidt, for den adresse han opgav fandtes ikke, og Babs og jeg var hurtigt enige om, at den rigtige adresse først kom næste morgen. Og ganske rigtigt.. Vi skulle istedet mødes ved Barholthytten istedet. Nu var det imidlertid Babs og min tur til at tage røven på de to andre. Jeg skrev til Fowly og Morten at jeg var blevet syg, og ikke kom. Fowly hoppede i med begge fugleben, og skrev god bedring. Desværre har jeg forsøgt at snyde Morten mange gange, så han er blevet lidt tykhudet hvad det angår. Da Babs og jeg kørte derud, aftalte vi, at han skulle sætte mig af lidt før, så jeg kunne snige mig ind på dem bagfra, og han i mellemtiden kunne bilde de to andre ind, at jeg virkelig var syg. Nu hoppede de begge to i med begge ben, og mens de stod og snakkede om hvordan dagen så skulle gå, troppede jeg op i bedste bokserstil til "Eye of the Tiger". Dagen var startet perfekt- vi havde taget røven på dem.

Efter lidt snak, skulle vi have et rundstykke. Vi skulle desværre dele hyttens køkken- som vi havde fået lov at låne- med en flok spejdere. Jeg har ikke den bedste erfaring ed at dele med spejdere, men denne gang gik det rigtig fint. Dagens arrangement var en 10 kamp med forskellige konkurrencer, og en kortere gåtur i klosterskoven. Vi startede med Dart, hvor undertegnede klart og sikkert snuppede 4 pladsen. Derefter ventede et par Quizer, inden vi hold pause fra 10 kampen, og tog på vandretur. Inden vi gik, fik vi indført en ny tradition. "turens pikkemand", den gives til èn, der har gjort sig heldig/uheldig bemærket på sidste tur. Titlen tilfaldt denne gang Morten, for hans nedgravede øl i skoven.

Turens pikkemand

Da vi havde gået en runde, landede vi ved mine svigerforældres sø. Her skulle næste konkurrence foregå, i form at svømning. Vi skulle ud og røre andehuset ca 20 meter ude i søen, og tilbage igen. Fowly vandt denne konkurrence. Desværre er filmene fra søen i så dårlig kvalitet, at jeg ikke har taget dem med her. Morten havde glemt rødvin, så svigerforældrene måtte træde til. Efter vi havde fået kage og varm kaffe ved søen, gik vi tilbage mod shelteret.

Svigerforældrenes rødvin

På vejen hjem fik vi historien om, hvor Mortens oldemor har boet. Jeg har hørt den historie flere gange end jeg kan tælle, men da det var første gang Babs gik der, fik han den også lige. Hvis i følger linket nedenunder, kan i også få den.. Så er Morten fri for at fortælle den igen- og vi andre for at høre den..
https://www.youtube.com/watch?v=2mfcx_-upgI

Da vi kom tilbage var havde Fowly og Morten arrangeret det kolde bord. Og her manglede så afgjort ingenting! Vi fik desuden smagt en masse bjæsk.

Det kolde bord

Efter at have slået mave lidt og fået et par øller, gik vi videre til næste disciplin- grankoglekast- som Morten vandt. Derefter var det krocket, og der blev uddelt et par gule kort under vejs for snyd, men til sidst var det mig der kunne vinge sejren af her. Det var ved at blive mørkt, men heldigvis var der lys, som kunne tændes ved shelteret. Da vi havde spillet poker, gad vi ikke flere konkurrencer, og Morten løb med den samlede sejr, i et meget tæt felt. Da vi ikke fik lavet ribbenstegen til det kolde bord, havde vi smidt den i ovnen, og jeg skulle hilse og sige, at sådan en ribbensteg sagtens kan ædes uden nogen form for tilbehør! Se bare hvordan Fowly hælder i hovedet..

Ribbensteg UDEN tilbehør

Efter at have ædt svinet, satte vi os hen og hyggede ved bålet. Babs var desværre blevet så stiv, at vi ikke kunne få ham til at holde kæft.. Så lige over midnat kunne vi ikke holde ud at høre mere på ham, og gik i seng. Næste morgen var han stadig stiv, så vi andre pakkede sammen mens han sad og snakkede. Vi fik fart på, så vores øre kunne få lidt fred, og jeg valgte at gå, da jeg kun havde omkring 7 km hjem- og gerne ville have lidt frisk luft og ro, efter et halvt døgn med kronisk fuldemandssnak i øret. Inden jeg gik, skulle jeg lige have tømt ryggen, og på tønden hang følgende skilt:

Den griske inspektør

Ham skulle jeg ikke lægge mig ud med, og selvom jeg havde en kuglepen i lommen, kom der ingen lokumsrim fra min side af!
En super hyggelig tur som altid. Mange tak til Morten og Fowly for en dejlig tur, der som altid aldrig blev som planen var fra start :-)

Flyv ikke højre´ end vingerne bær´..

Uddrag fra Romanen "Gøgeungen" Af Steffen Meyer Christensen:

"Han sad i bilen på passagersædet og stirrede ned i instrumentbrættet. Egentlig var han ikke en overrasket mand, denne Lørdag i Juli. Han vidste jo godt, at han skulle ud at køre denne aften. Som så ofte før, havde han fået et opkald der, af uransaglige årsager, fik ham til at sætte sig ud i Mazdaen for at ledsage sin kone. Blod var vel tykkere end pis, det var den eneste forklaring han kunne finde til, at de fortsatte med at hente ham. Denne gang var undskyldningen en dårlig bøf. Men han stolede mere på Contadors bøf-undskyldning, i en dopingsag for år tilbage, end på sin søns forklaring. Hans kone var blevet meget bekymret, og havde straks sat sig til rattet. Han selv havde følt sig nødsaget til at tage med hende. Var hun alene med den svage knægt, ville hun ganske enkelt ynke ham for meget. Den navlestreng var aldrig rigtig blevet kappet mellem de to. Han så hen på hende. Hun havde altid været stærk, viljefast og arbejdsom- ligesom han selv. Han bebrejde på ingen måde hende. 

Man siger det er den stærkeste sædcelle der når ægget, ved en undfangelse. Hvor utroligt det end måtte lyde, havde det været Jesper Meyer Christensen der havde vundet kapløbet den nat for 40 år siden. Han forstod det ikke. Var sædkvaliteten hos ham virkelig så dårlig? Det måtte den åbenbart være. Måske havde hans arbejde med asbest alligevel sat sine spor? 

De kørte forbi Hulsig kirke, så var de der nok snart. Han var jo let at kende hans søn- med hans blege hud, og sine smukke fødder. Han ville kunne se ham på lang afstand- hvis sønnen da havde kræfter til at holde sin uduelige krop oprejst. 

De drejede ned at kandestedernevej, så skulle han til at holde øje. Han havde nu heller ikke for meget fidus, til de følgesvende hans søn havde fundet sig. Den mindste af dem- Morten- mindede ham mest om "The Imp" fra "Game of thrones"- hvis man altså trak dværgens intelligens fra. Og ham den høje- hvis navn han havde glemt- var heller ikke den længste lort i lokummet. Han havde tit tænkt på, at det var heldigt den lange elendighed var født uden tænder, for det skæve gebis ville da have skamferet moderens skød for bestandigt.

Langt ude i horisonten kunne han skimte den sølle flok i vejkanten. Der stod en mand ved dem, som han ikke havde set før. Et kort øjeblik fik han et lille stik af glæde i hjertet. Han havde altid fået læst eventyret "Junglebogen" højt som barn, og den småkvapses mand, som han stod der, mindede utroligt meget om bjørnen fra det eventyr. Glæden varede dog kort, idet konen lagde hånden på hans arm og sagde "du holder din mund Steffen!" Hun kendte hans holdning til at hente den flok Vatnisser! Han gryntede et svar som ja, mens de tog hold for at samle den ynkelige flok op. Han kunne dog ikke holde hvad han netop havde lovet. For idet han åbnede døren udbrød han "Det er kraftedme godt i ikke er inde ved millitæret"!! Konen sendte ham et koldt stift blik, der fik ham til at tie...."

Morten og Jeg startede Torsdag aften ved Tornby Klitplantage. Vi blev kørt derud, og gik ca. en kilometer ud til stedet vi skulle sove. Heldigvis var shelteret frit. Efter vi havde sat og røget lidt pibe og drukket en øl, kom der dog to gutter, som fortalte at de var på vej fra Skagen til Århus. Vi havde presseninger med, så vi gav dem shelteret og fandt et godt sted i skoven, hvor vi slog lejr. Faktisk blev det langt bedre end shelteret, da vi var helt os selv, i midten af ingenting.

Jeg havde ugen for inden fået foræret nogle signalkrebs, som jeg havde taget med til at nyde ved bålet. De var supergode, og vi fik lidt rødvin og tobak dertil.

Da vi vågnede hoppede der en hare kun 10 meter fra os, og vi blev enige om, at det var det fedeste sted vi havde overnattet. Vi havde lagt perfekt, og gået fuldstændig fri for myg. Alt var godt. Det største problem var nu, at taskerne var ALT for tunge. Vi slæbte dem af sted, men måtte holde pause lidt for ofte. Vi gik ned til stranden, og satte kursen mod Tornby, hvor vi ville spise morgenmad. Allerede da vi nåede frem, kunne vi mærke at rygsækkene var alt for tunge til, at vi kunne slæbe dem helt i mål. Vi varmede noget gullasch-dåsemad, som var så dårligt, at vi smed halvdelen ud. Jeg havde en dåse mere, som røg i skraldespanden. Jeg AFSKYR madspild, men det var det eneste rigtige på daværende tidspunkt.
Vi fortsatte mod Hirtshals, og da vi kom frem, satte vi kursen mod "Hyttefadet", for at tage et afbræk fra alt det "back to nature" :-) En iskold bajer og et møllehjul, gjorde underværker mens regnen var begyndt at sile ned udenfor.

Taskerne var stadig for tunge, så vi måtte igen skære noget vægt af. Det gjorde fysisk ondt på mig, da jeg smed 1,5 kg mel væk, som skulle have været brugt til snobrød, og resten af dåsemaden- madsvinderi af første skuffe-FØJ!
Efter dette festmåltid, satte vi kursen mod Fowly arbejde, hvor vi skulle mødes med Fowly og det nye får i flokken = Babs. Lad mig i øvrigt lige præsentere ham:

Rasmus er alt andet end en kriger. Han minder af sind og livsanskuelse om Baloo fra "Junglebogen". Hans lever har svære belastningsskader, af hans indtag af alkohol. I Vandre-regi, har han har sin spidskompetence på stranden, hvor han nærmest pløjer sig gennem sandet. Derfor bær han vandrenavnet: "Strandbamsen".

Fowly var ikke helt færdig på jobbet, så jeg var så venlig at uddele de lillafarvede batiktrøjer, som jeg havde lavet i dagens anledning, så hans kvindelige kollegaer kunne se ham. Da han havde fri, troede vi at vi skulle af sted. Men Fowly var nødt til at vente på, at hans kone kom og hjalp ham af sted. Han havde pakket alt for meget, så med råd fra os andre og konens hjælp, fik vi ham gjort klar til, at vi kunne komme af sted.
Solkongen lagde sig med det samme i front, men der var overskyet og derved uro i kompasset! Vi kom til at gå lidt i cirkler, og alle ville i forskellige retninger- for mange kokke fordærver maden. Under højlydt skænderi, nåede vi Uggerby. Jeg havde krise. Jeg havde ondt i lysken, og stængerne gjorde nas. Vi holdt en pause, og fik nogle kalorier indenbords. Det hjalp lidt på det, og efter 20 minutters hvil gik strandbamsen og jeg videre. Solkongen og The White Walker blev lidt længere, og kort efter vi var gået, ringede telefonen. Hvis vi ville se en hugorm, var det nu. Jeg har aldrig set en hugorm, og ville rigtig gerne, men jeg havde desværre ikke overskud til at gå tilbage.

Vi gik videre, og vi kunne se Tversteds badetårn i horisonten- langt ude i horisonten. Solkongen var i knæ. Vablerne gnavede i hans tæer, og den hvide vandre og strandbamsen, var i højt humør. De havde jo kun gået fra Hirtshals, og havde massere af energi (læs B-holdet). Vi nåede Tversted, men var godt klar over, at der var lang vej ud til klitplantagen, hvor vi skulle overnatte. Der var to højdepunkter på strækningen. Den første var, at vi så en sæl på stranden.

Den næste var at jeg fik mig et vandrenavn. Uden at gå i detaljer, er mit nye vandrenavn "Shitbreak".
Vi nåede destinationen. Solkongen og undertegnede var helt færdige! 30 km, med fuld knald på oppakningen, havde sat sine spor. Da vi nåede frem, var alle shelterne optaget. Heldigvis havde Morten stået fast på, at vi ti dage inden, skulle grave en kasse øl ned i plantagen, så vi havde dem til vi nåede frem. Jeg havde forsøgt, at få ham til at vente med at grave dem ned, indtil et par dage før, men han var fastbesluttet på, at det skulle være 10 dage før. Vi glædede os alle til at få en øl, men men....

https://www.youtube.com/watch?v=jLqIZgs0bbA

Daniel redede dog dagen, da han havde købt lidt øl med til os. Dog var solkongen ikke den mest populære mand på pladsen:

https://www.youtube.com/watch?v=YDno_tgHVnE

Vi havde nu ikke mange øl, og intet sted at sove! Daniel var dog rigtig i gavehumør, og tilbød os en overnatning i hans mormors sommerhus. Det tilbud tog vi imod med kyshånd! Pludselig blev det en aften med rødvin, bjesk og aftentour i flimmeren, og det var alt sammen meget velkomment. For der var flere skader i flokken. Solkongen og undertegnede var færdig. Og jeg gik da også i seng i ordentlig tid, da jeg havde et spinkelt håb, om at kunne gå uden alt for mange smerter næste dag.

De øvrige kom lidt efter lidt i høkassen, men næste dag havde strandbamsen givet den lidt for meget gas, og var godt bagstiv.
Folk var trætte, og vi kom ikke af sted før kl.12, hvor vi gik mod skiveren camping. Vi kom igennem de 8 kilometer med store smerter, og uden at gå for meget forkert.
Men vi var ikke engang halvvejs, og vi havde seriøse mén fra dagen før. Efter vi havde spist, gik vi mod stranden. Solkongen gik forrest, og fik os ledt udenom alle gode stier, og ind i ufremkommeligt tærren. Generelt var han bare ikke skarp i front på denne tur. Strandbamsen var lige i knæ et øjeblik, men kom hurtigt på benene igen i lorte-tærrenet.

Da vi nåede stranden, var der 8 kilometer til Kandestederne. Det vidste vi heldigvis ikke, men da vi nåede Kandestederne, var alle mand færdige- fuldstændig! På vejen der til, kunne vi ikke holde pause, fordi vinden var så hård, at det gjorde ondt at være der. Det eneste lyspunkt på denne golde strækning, var en stålorm, der havde forvildet sig ned på stranden.

Vi smed os det første sted der var læ- gode råd var dyrer! Vi havde 5 km til et shelter, ingen her kunne gå 5 km, og var de optaget var vi doomed! Da vi rejste os igen, var jeg færdig, og efter 300 meter, måtte jeg ty til dette forslag- hvor pinligt det end var..

https://www.youtube.com/watch?v=Kxx0EomG7D4

Strandbamsen havde sagt fra starten, at han måtte tage hjem til familien lørdag aften. Men han var ikke den sidste, der forlod den synkende skude denne dag. 300 meter efter at have filmet mit taxa-forslag, gik den hvide vandre i gulvet. Først mente han det var et ildebefindende, så fik bøffen fra skiveren camping skylden, men sandheden var nok nærmere, at han var en slagen mand!
Lydkvaliteten er ringe, men situationen ikke til at tage fejl af:

https://www.youtube.com/watch?v=fQo__d0WI_M

B-holdet havde hverken tunge tasker, eller 50 kilometer i benene- alligevel havde de givet op.
En opsummering på hele situationen: Den hvide vandre har STADIG ikke sovet ude, og han har IGEN måtte ringe efter sin far.

A-holdet stod tilbage.. Hvad skulle vi nu gøre. Vi havde slået for stort brød op, og havde ikke kræfter til noget som helst. Vi blev enige om at Skagen kunne være Skagen. Det var ikke hyggeligt mere på nogen måde, og vi ville ikke spille helte mere. Vi tog med den hvide vandres far hjem, og da faderen åbnede døren fra bilen udbrød han: "Det er fanme godt i ikke er i militæret" :-D

Ilddåb!

Har af flere omgange vanret med knægten, ned til Mormor og Morfars hytte (med elvarme). Men der kommer en dag, hvor tæppet skal rives væk under sønnike- og det blev så den 19 maj!  Jeg har altid været kæmpefan af en comfort fra øverste hylde, og æblet falder her ikke langt fra stammen. Vi gik hjemmefra midt eftermiddag, og satte kursen direkte mod fakta! Her blandede vi en ordentlig røvfuld fredagsslik, købte en is og gik mod shelteret- stedet nævnes ikke her;-) Vi gik de 7 km ud til destinationen, i roligt tempo med rigelige pauser. Jeg fik her lov at betale tunge lærepenge på gåturen! Sønnike kunne have lidt i sin lille taske, men jeg måtte børe to gange sovepose, to gange underlag, og 2 gange tøj, mad mm. Jeg kunne næsten ikke slæbe det, så næste gang må vi sætte en bil et sted, og gå en runde, og komme tilbage til bilen. Den valgte løsning, ødelægger både korpus og taske på sigt. Da vi ankom til destinationen, var det første vi skulle have gjort, at få tændt bålet. Vi fandt lidt optændingspinde og fandt en optændingsblok frem. Jeg havde planer om, at sønnike skulle klare den, og det gjorde han helt og aldeles fremragende! Selve kævlerne var desværre meget fugtige, men vi fik lavet et fint bål.

 Aftenens menu, stod på noget så eksotisk som snobrød. Slår man denne ret op i en ordbog, må forklaringen være "brød over bål, som de voksne laver til børn". Marcus gad ikke lave brødet, men ville gerne spise det, når jeg har lavet det. Sådan har det været siden jeg selv var knægt- de voksne sidder alene med pindebrødet efter få minutter!
Efter maden lavede vi forskellige konkurrencer, og legede gemmeleg i skoven. Da vi var færdige, satte vi os ved bålet og spiste vores fredagsslik. Ved 21.30 tiden, kravlede vi i soveposen med det varme undertøj på, og ikke længe efter var der ro i shelteret. Kl.7.00 næste morgen vågnede sønnike. Jeg havde været vågen siden kl.4.00, da der var rigtig mange fugle, der gav den gas med fuglefløjt i skovens morgensol- men det er da heller ikke den værste måde at blive vækket på!
Vi pakkede vores ting, og gik et par kilometer ned til mormor og morfar. Her fik vi morgenmad, og mormor kørte os hjem.Vi var lidt trætte resten af dagen, men vi havde haft en rigtig god tur. Tøsen er begyndt at spørge, hvornår vi skal af sted, og det kan ikke vare særlig længe!

Sommeren 2016

Følgende tur er jeg nødt til at tage med på bloggen, selvom den foregik i sommeren 2016. På mange måder en vandvittig tur. Vi skulle starte med af gå fra KajHolms plantage, op til Rubjerg fyr, via stranden til Nørre Lyngby, og derfra tilbage til KajHolms plantage. På papiret stille og roligt. Vi havde selvfølgelig et par øl med, for der var varmt, og vi skulle jo ikke dehydrere. Men noget drukgilde, var der ikke lagt i ovnen til. Vi er blevet for gamle til den slags, så det er ikke normalt det, vi bruger krudtet på. Men vi startede som sagt med, at gå mod fyret. The mountain goat, havde drukket 6 pilsnere på de første 5 km. Jeg burde have set det komme her. Men jeg havde slet ikke disse tanker.

Udsigt fra klitterne ved Rubjerg Fyr

Vi nåede fyret, alt gik stille og roligt efter planen. Dog med det lille "men", at Daniel var småspritteret. Havet var fantastisk flot i farverne, og man følte at man var under mere sydlige himmelstrøg, end et så simpelt sted som Rubjerg fyr.

Daniel og jeg får en stille Brokeback Mountain-pilsner.

Da vi havde fået lidt at spise, skulle vi ned på stranden, og videre til Nørre Lyngby. Dog var det ikke lige sådan, at komme ned på den strand. Der var meget stejlt, og det var ikke uden skrammer, at vi alle rutsjede/kravlede/gled, det første stykke ned at skrænten. Herfra var der en større sump af kviksand, som skulle passeres. Solkongen valgte at gå uden om. Han mente ganske enkelt, at planeterne stod mest gunstige for denne beslutning. Han kom sikkert over på den anden side, og var nu på et sted, hvor man bare skulle gå ned på stranden. Jeg fulgte hans plan, og kom også nogenlunde sikkert i land.

Jeg ved ikke om Fowly troede han kunne gå på vandet, eller hvad der gik gennem hans hoved. Men han valgte- til senere fortrydelse-, at vade direkte ud i sumpen. Resultatet var uundgåeligt- han sad fast. Vi fik ham hevet i land, men i processen, rykkede vi ham ud af hans sko, der nu var en fugls længde nede i sumpen.



Desværre kan jeg ikke ligge en film her på sitet, men prøv følgende link ;-)
https://www.youtube.com/watch?v=onRU1_y-c5Q (Undskyld kvaliteten)


Læg mærke til hvor hjælpsom jeg er overfor den fugl, der sidder uhjælpeligt fast i sumpen. Endnu mere imponerende er det dog, hvordan The Mountain Goat, nærmest flyver over sumpen- til stor beundring fra solkongen.
Fuglens sko forsvandt i dybet, og vil formentlig blive fundet og udstillet om et par tusinde år, på et nærlæggende museum.
Flere af os trængte nu til en tur i bølgen, da vi var godt mudrede efter at have sat livet på spil for en sko. Speciet fuglen, trængte til at få pusset fjerdragten lidt. Daniel valgte som altid at blive på land. Efter en tur i bølgen vandrede vi videre langs stranden.
Jeg kan godt lide, at det bliver så primitivt som muligt. Derfor huede det mig heller ikke, da de andre begyndte at snakke om, om "Fishermanns rest" i Nørre Lyngby mon havde åbent. Desværre lagde min utilfredshed kun brænde på bålet hos de andre. Og Jublen ville ingen ende tage, da de fandt ud af, at der VAR åbent. Vi skulle egentlig bare have en enkelt øl... Men det stak helt af. Og selv om  jeg havde glemt min tegnebog (troede jeg- fandt den senere i bunden af tasken), blev der ved at komme sprut og øl på bordet. På et tidspunkt var jeg blevet så fuld, at jeg ikke kunne finde lokummet. Men en venlig servitrice, fulgte mig fra det køkken jeg havde forvildet mig ud i, og ind på herretoilettet. Imens havde Solkongen valgt at lade sin urin flyde ud over et træskur. Det huede ikke ejeren, der råbte op om hvilket stort svin han var.

Fishermanns rest

Vi var nu i højt humør, og langtfra appelsinfri. Dog var vi nu endt i lidt af et problem. Vi kunne ikke gå det sidste stykke. Det var ganske enkelt ikke forsvarligt. Derfor passede det som fod i hose, at fuglen havde fået lokket noget af sin blege familie ud i solen, med et nyt sæt sko til ham. Fowlys nevø- Whitey- blev dagens redningsmand, og skulle fragte os tilbage til Kajholms plantage.

Whitey og Milky

Da vi nåede til Kajholms plantage, var der en del unge mennesker, og vi kunne ikke blive der. Vi var fulde, højrystede og ude af stand til at lade de andre få en fredelig overnatning.

Derfor tog vi ud til Fowley, og begyndte at drikke væske uden alkohol, så vi langsomt kunne komme en smule til fornuft. Vi fik noget aftensmad og energien begyndte langsomt at sive ud af ballonen, og omkring midnat, faldt jeg i søvn på mit liggeunderlag i Fowleys drivhus sammen med Daniel. Hvordan det endte sådan ved jeg ikke. Men måske jeg bare skal sørge for, at ruterne fremover ikke krydser et værtshus?! Der er for mange letpåvirkelige får i denne flok, til at jeg som hyrde, kan få dem sikkert hjem!  

På den anden side af vejen...

Morten, Daniel og jeg havde i et stykke tid, forsøgt at finde en dato for en tur, og efter lidt kalenderbingo, blev det besluttet at vi tog en tur fra Lørdag-Søndag i uge 8. Planen var at vi ville gå fra Daniel, og ud til Tverstedsøerne via Baggesvogn, men da der ingen overdækning var der, og de lovede massivt regnvejr op ad dagen, tog vi luksusudgaven, og lagde turen om, så vi kunne ramme et shelter med overdækket bålplads. På denne årstid, og med disse temperaturer, er det et must at kunne komme tæt på bålet, for at få varmen. Min bil var sat derud i forvejen, så vi kunne kører hjem næste dag.
Vi startede med morgenmad hos Daniel, hvor vi blev forkælet med blødkogte æg, og hele svineriet. Et par skarpe var der også til, så vi lige kunne få varme i kroppen, inden vi skulle ud på dagens vandring.
Efter at have fyldt depoterne, pakket pølsebrød til turen, og fyldt vandflaskerne, gik vi ud i gårdspladsen, over vejen- og turen var igang. Planen var at krydse marken på den anden side af Daniels hus, for derefter at sigte mod baggesvogn skov, og gå offroad igennem den, til vi ramte noget vi kendte, og så tage den derfra mod den endelige destination.
Jeg havde et par gamle sutter på fødderne, og mine kumpaner var noget urolige for, om de kunne klare terrænnet, men det gik udmærket.

Første udfordring

The Mountain Goat i sit rette element.

Da vi ramte skoven, kom der en bæk som skulle forceres, og derefter et smukt areal som skulle krydses, hvor der ikke var store tegn på civilisation (elsker disse steder!). Pludselig lagde der et stærkt kuperet område foran os, og vi valgte at ligge ruten over den højeste af bakkerne. Dog var der lige en sump vi skulle over først, men de lave temperaturer gjorde, at den var småfrossen, så den var lidt lettere at forcere. Men ikke lettere, end at mine sko tog vand ind for første gang.

Derefter kom den stejle skråning, hvor mine skos manglende mønster i sålen blev udstillet.

Undertegnede forsøger at komme op over bakken.

Daniel får pusten, og beundre det tilbagelagte.

Efter denne kraftanstrengelse, udfoldede skoven sig i dens smukke vinteruniform, og ikke lang tid efter, kunne vi genkende området. Vi havde planlagt at gå ca 12 km- hvilket er passende når det er off road. Så vi tog den videre gennem skoven, ramte Teklaborgvej, og blev så enige om at følge vejen lidt, for derefter at krydse en ny mark, og ramme Slotved skov. Derfra, skulle vi så kunne følge træerne over til spejderskoven, og den endelige destination. På vejen talte vi om, at fowly var indlagt i Lalandia med familien, og at vi jo selvfølgelig ville sende ham en "kærlig" selfee fra turen.

Postkort til Fowly

Turen gik som planlagt. Dog skal jeg have fundet en app, der kan vise ruten vi går lidt bedre, end endomondo gør. Ruten så sådan ud med endomondo, men viser desværre ikke stednavne mm.

Ruten fra Åsen til spejderskoven.

Da vi nåede frem, skulle vi have tændt op i bålet. Men det brænde der var på stedet, var desværre meget vådt, så hele bålhytten blev fyldt op med røg. Og da Daniel havde været lidt for vaks med øksen, tilbød han at kører tilbage og hente tørt træ, få fingeren pakket ind, og få lidt medlidenhed fra konen. Da det tørre træ kom på, blev der tåleligt i hytten, og vi kunne holde ud at sidde der. Vi varmede den medbragte Gullashsuppe over bålet, og snakkede og drak rødvin til kl. ca. 22, hvor vi gik til køjs for at sove. Og sove var netop hvad NOGEN af os fik gjort. Jeg har i hele mit liv, aldrig hørt nogen snorke som Daniel! Og at hans kone har holdt det ud, og endnu ikke har henrettet ham for det, vil jeg hermed gerne indstille hende til Nobels Fredspris for! 

Søvndrukne vågnede vi næste morgen, Daniel veludhvilet, vi andre meget trætte! Vi varmede det sidste af suppen, efter Morten på flotteste vis havde tryllet de sidste gløder om til et bål igen, og kørte hjemad. En hyggelig tur, hvor vi holdt varmen, men dog glæder vi os til et blive beriget, med et par varmegrader mere.

Daniel fremviser stolt Åsens kvalitetsbrænde.

Som overnatningssted får spejderskoven 3 ud af 5 stjerner. Man er i læ, og man kan sove trygt på madrasser, der ligger der. Der er desuden fine toiletforhold. Dog koster det 20 kr pr overnatning- hvilket er fair nok, men det våde træ trækker det ned. Det at sidde ved bålet om aftenen er hyggeligt, og strengt nødvendigt i kulden. Det var umuligt, da røgen blev så tyk, at man ikke kunne være der.

Link til stedet kan ses her: http://udinaturen.dk/facilitet/spejderskoven/4759

Rold skov

En af de bedste ture, jeg har været på, var helt klart turen til Rold skov med Morten i 2015. Faktisk var et første gang vi tog af sted, hvor vi planlagde det på denne måde. Udvalgte os et sted, planlage en rute- lavede en planlagt ferie ud af det. Vi plejer bare at pakke en taske, og planlægge hvor vi vil sove. Alt imellem start og slut, er "Carpe diem".
Men denne tur, var altså planlagt. Vi var plaget af voldsomt godt vejr- men det tog vi med. Vi camperede ved store økssø, og fulgte en rute rundt om den.
Da vi skulle finde et sted at sove, var vi kommet til at køre ind på nogle stier, som vi åbenbart ikke måtte. En skovridder stoppede os, og fortalte at han egentlig skulle give os en bøde på 1000 kr, men at det ville han ikke i dagens anledning. Denne beskrivelse lyder nobel- men jeg opfattede ham nærmere, som en lidt for lille mand, med lidt for meget magt. Han virkede som om, at han gerne ville vise, at han HAVDE magten til at stikke os en hilsen på en tudse, men hans venlige væsen forbød ham det. Vi smilede og takkede ham for venligheden. Hans dag var formentlig redet, i form af den gode følelse af at have forbarmet sig, over vores uvidende ulovligheder- og vi kom videre uden større skade- alle var glade:-)

Kortspil, sol og bjæsk- whats not to like?

Vi drak lidt hjemmelavet bjæsk, og brugte det meste af dagen på, at fede den ved og i søen. I min kådhed, kom jeg til at sige, at jeg fanme sagtens kunne svømme over det vandhul- der var ca 1 km. Det gjorde jeg så. I svømmehallen, svømmer jeg snildt 1. km uden problemer. Jeg havde dog ikke lige regnet den helt rigtigt ud her. For i svømmehallen får jeg vendingerne, men her skulle det hele tages i et stræk. Da jeg på et tidspunkt vendte mig for at se hvor langt jeg havde svømmet, måtte jeg konstatere, at jeg kun var halvvejs. Jeg måtte ligeledes konstatere, at jeg havde ondt i knæet, var træt, og at jeg ikke kunne bunde foreløbig. Med skiftevis bryst og rygsvømning, fik jeg slæbt mig over. Total udmattet, krøb jeg mig i land, og havde egentlig forventet Mortens klapsalve i øregangen det sidste stykke. Han var dig ikke at se. Jeg gik op til shelteret. Der sat Morten, og var ved at få gang i bålet. Han virkede ikke sønderlig begejstret for min netop overståede bedrift, så jeg satte mig stille og udmattet ved ilden. Vi lavede mad, hyggede ved bålet, og gik til køjs.

Mødet med dybet

En hyggelig og perfekt tur, til et sted som var helt fantastisk. Vi kom uden for sæsonen, og det betød at der ikke var mange mennesker, og vi havde tingene for os selv. Endnu et plus!
Jeg kan dog alligevel "kun" give stedet 4 ud af 5 stjerner. Der var ingen brænde, og den omkringliggende skov, bar præg af, at mange andre havde stået i samme situation som os. Vi kunne næsten ikke støve sammen til et bål, og da vi skulle lave mad over det, trak det voldsomt ned. Men resten var perfekt!